Jacob Kristensen: Kok og Street Artist

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Han har bl.a. dekoreret containeren ved Folkekirkens Nødhjælp i Aarup

Når kokken Jacob Kristensen skal røre i farsen og smide bøffer på panden, kan der snildt gå 12-15 timer fra han siger hej til kæresten, hvis ellers hun er hjemme, og til han ser hende igen, for kokke kommer ikke sovende til deres hyre. Alligevel tager han sig ind i mellem tid til også at arbejde på den to-stjernede restaurant Alchemist i København, for det er enormt lærerigt, siger han, ja og så maler han på stakitter og containere som f.eks. containeren på p-pladsen ved siden af Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik på Indre Ringvej i Aarup. 

Sådan har det været de senest fem år. 

– Jeg slapper af fra kokkeriet, når jeg maler, siger Jakob, som har tegnet og malet, lige så længe han kan huske. 

På containere og stakitter dog kun de seneste fem år. De første år graffiti, de seneste to år har han foldet sig ud med street art. 

– Der er tale om graffiti, når man maler på overflader, hvor man ikke må, mens jeg definerer street art, som at male på ting, hvor man godt må.  Jeg holdt op med at male graffiti, da jeg ikke kunne se ideen med at gøre det ulovligt, når man kan gøre det lovligt, fortæller Jacob, som stammer fra Glamsbjerg, men i dag bor i Vissenbjerg sammen med sin kæreste. 

Det første orde på street art fik han for et par år siden. 

– Jeg stod og malede på et stakit ved skaterbanen i Tommerup St., hvor man godt må male – gik jeg ud fra. Mens jeg malede, kom en mand forbi. Han standsede op og spurgte, om jeg ville male på et stakit ved hans pilledepot i Blommenslyst. Det ville jeg, og siden har det bredt sig, siger Jacob, der bl.a. har lavet street art for dykkerfirmaet King Fish. 

Han har indtil nu primært lavet street art på Fyn, og ikke alt er synligt for offentligheden. 

– Jeg har også lavet street art i private haver, f.eks.  på et stakit i en baghave, siger Jacob. 

Hans seneste opgave var containeren hos Folkekirkens Nødhjælp i Aarup. 

– Vi fik containere for et års tid siden, og egentlig var det det meningen, at den skulle have været malet for længe siden, for den var meget grim. Men det var først for nyligt, at jeg fik lavet et opslag på facebook, fortæller Jean Eckert, der er frivillig i genbrugsbutikken. 

Flere foreslog Jacob, og da han på et tidspunkt tilbød at male containere, slog Jean Eckert til. 

Jacob lavede nogle skitser, som han tog med til Jean. 

– Der skulle være en stol og en lampe, for containeren bruges af en genbrugsbutik.

Men det var først, da han så containeren i sit miljø, at ideen foldede sig ud, nemlig, at tingene samt en fisk skulle være i forgrunden, mens der skulle være træer i baggrunden, sådan som der jo er omkring containere. 

Del denne historie på: